Af Alexander Bendtsen
27-årige Harris Dickinson er hurtigt ved etablere sig som en skuespiller af høj kaliber. Sidste år havde han centrale roller i den kommercielt succesfulde Where the Crawdads Sing og kritikerdarlingen Triangle of Sadness. Nu leverer han endnu en stærk præstation i Charlotte Regans spritnye, lille værk, Georgies Verden(engelsk titel: Scrapper).
Vi finder dog en endnu yngre skuespiller i filmens hovedrolle. Nemlig 12-årige Lola Campbell, der ikke kun formår at dele en strålende kemi med Dickinson. Hun leverer i det hele taget også bare en lige så strålende skuespillerpræstation som sin betydeligt ældre og mere erfarne kollega. Sammen formår de at gøre det nemt for tilskueren at investere sig i en ellers uoriginal karakterdynamik.
I kølvandet på sin mors død lever 12-årige Georgie (Lola Campbell) alene i sit beskedne hjem. Hun undgår socialforvaltningen og forsømmer skolen for i stedet at stjæle og hæle cykler med sin ven Ali (Alin Uzun), mens hun selv mener, at hun glider ubesværet gennem de fem stadier af sorg. Hun tvinges dog til at genoverveje det hele da hendes far, Jason (Harris Dickinson), som hun aldrig har mødt før, pludselig dukker op og vil være en del af hendes liv.
Nogen unik fortælling er det jo ikke. Fra det udsatte barn, der undgår det svigtende system til den ”forsvundne” far, der dukker op ud af ingenting, over hele præmissen med den adskilte familie, der må finde sammen i deres sorg over tabet af et uundværligt medlem.
Alligevel vækker ’Georgies Verden’ rigeligt med følelser, gennem den overbevisende balancegang mellem charme, hårdførhed og sårbarhed som Campbell og Dickinson bringer til deres karakterer.
Selv prøver Regan også at balancere flere toneelementer i sin skildring af de her to mennesker, og det lavere britiske middelklassemiljø som deres fortælling udspiller sig i.
Instruktøren bygger filmen op omkring et gennemgående element af socialrealisme med de, på mange måder, sårbare karakterer, der lever beskedent og har deres egne kampe med systemet. Samtidig insisterer hun på, at socialrealismen skal have en munter billedside, der pynter den britiske forstad med pastelfarvet arkitektur og tøj, og det hele skal ledsages af et ret konstant humoristisk aspekt.
Komedieaspektet inkorporeres gennem humoristisk ladet dialog, hvor eksekveringen varierer i kvalitet. På sit bedste byder det på finurlige replikker, der giver flere af filmens børneskuespillere mulighed for at demonstrere skarp humoristisk timing. En gang i mellem bliver det dog i stedet til noget vrøvl, der lyder som voksne manusforfatteres dårlige bud på, hvordan børn i alderen lige inden teenager-fasen snakker med hinanden.
Regan forsøger derudover at skabe en lethed i værket, ved at eksperimentere med formatet. Fra finurlig kameraføring og klipning, der leger med tid og rum til brud af den fjerde væg, hvor mindre karakterer snakker direkte til os om, hvad de synes om vores hovedperson.
Det giver en sjov og legesyg energi, der også hjælper filmen med at tackle seriøse hverdagstemaer, uden det bliver kedeligt, selvhøjtideligt eller deprimerende. Nogle gange flyder den nærmest satiriske tilgang dog over i de scener, der egentlig skal være bundet i realisme, hvilket kommer til at skade troværdigheden.
Blandt andet er det fint, at der er en gennemgående kritik af, at den offentlige sektor der svigter nogle af de udsatte. Det bliver dog for karikeret, når den 12-årige hovedperson jævnligt bruger mandligt indtalte lydfiler over telefonen til at udgive sig for at være sin ”onkel Winston Churchill” overfor socialforvaltningen, uden at nogen som helst fatter mistanke eller følger op.
Selve dramaet bliver heller aldrig løftet til mere end en sød og fin, men ikke desto mindre pædagogisk og ordinær tackling af tematikker omkring sorg og tilgivelse.
Selvom Regan viser mere liv i sin stil end sin historiefortælling, giver historien stadig Campbell og Dickinson nok materiale til at etablere en karakterdualitet, der både er charmerende og rørende.
Kommentarer